For få år siden fandt Henrik Kahlke ud af, at han ville føle sig mere tryg ved at melde sig ind i Folkekirken igen end ved at forblive udmeldt, og han henvendte sig derfor til kirken i det sogn, han bor i, nemlig Karlslunde Strandkirke. Indmeldelsen skete efter en snak med præsten, -  og kordegnen, som han kort tid efter – blot for sjovs skyld – søgte venskab med på Facebook. Denne lille beslutning om indmeldelse blev en stor, personlig og positiv omvæltning for ham!

Henrik er 63 år, bor i Karlslunde og har været gift med Kate i næsten 30 år. Lige så længe har han arbejdet som buschauffør og er glad for sit job.

Blev aldrig konfirmeret

Henrik fortæller om sit forhold til Gud dengang han var barn: ”Jeg gik til konfirmationsforberedelse som alle andre, men måtte springe fra. Jeg kunne ikke gennemføre det, da jeg manglede troen på Gud. Min mor var ret knust over det, særligt på dagen, hvor mine kammerater blev konfirmeret”, mindes Henrik, som dog ikke fortrød sin beslutning dengang. Det var jo i de glade 60’ere, hvor man gjorde oprør mod så meget, bl.a. religion.

Nysgerrig på det åndelige
Alligevel var der noget, der vakte Henriks nysgerrighed undervejs i livet. ”Jeg har altid følt et eller andet, og været interesseret i den store sammenhæng”, fortæller Henrik. ”Det kom til udtryk ved, at jeg med interesse lyttede til radioens eksistentielle programmer såsom ”religionsrapporten” og ”mennesker og tro”, mindes Henrik.

Gudstjenesten tog Henrik med storm
Forud for indmeldelsen i Folkekirken skulle Henrik til møde med præsten, som opfordrede ham til at gå til gudstjeneste – bare engang imellem. Henrik følte dog ikke, at det var aktuelt for ham på det tidspunkt. Om det var fordi hans kone efterfølgende blev så svært sygdomsramt, så han nær havde mistet hende, eller fordi han havde fulgt med i kordegnens mange kirke-relevante opslag på Facebook, der gjorde udfaldet, vides ikke med sikkerhed, men et helt år efter indmeldelsen valgte Henrik og fru Kate alligevel at tage springet. ”Vi havde talt om at tage i kirke, men vi kunne næsten ikke tage os sammen. Den første søndag i februar 2015 gjorde vi det alligevel, og jeg faldt totalt for det. Jeg syntes, at hvert eneste element i gudstjenesten var fantastisk! Lovsang, prædiken, nadver – det hele”, udbryder Henrik begejstret!
 

Før og nu
Det er pudsigt at høre Henrik fortælle så begejstret om sin første oplevelse i Strandkirken. For han havde en anden oplevelse for 12 år siden. ” Vi var til konfirmation, men dengang kunne jeg ikke lide at være i Strandkirken. Man skal jo komme med et åbent sind, og det har jeg nok ikke gjort den dag. Jeg syntes, det var forfærdeligt, for der var ét eller andet, der overskred mine grænser; elementer i gudstjenesten, som jeg i dag synes, er helt fantastiske!”, reflekterer Henrik og konkluderer, at man altså godt kan ændre syn på tingene, når man møder op med en mere positiv indstilling.

Konfirmeres
”Så skete der det, at jeg besluttede at ville voksen-konfirmeres”, fortæller Henrik og beskriver det som et helt naturligt valg. Præsten igangsatte et kursusforløb for mig kaldet ”Kristendommens ABC”, men jeg var ikke den eneste på holdet. Der var flere fra menigheden, der gerne ville deltage, så de også kunne få del i den gode undervisning, men de gjorde det også for at støtte op om mig. Det var fantastisk og helt uventet. De mennesker kom til at betyde rigtig meget for mig, for de ”bar” mig frem til dagen, hvor jeg skulle konfirmeres – nemlig 7. juni 2015”, erindrer Henrik og tilføjer, at fordi disse mennesker havde et personligt forhold til kristendommen og til Gud, så fik han en øjenåbner og en styrke i troen på Gud. 

Til gudstjeneste hver søndag
I dag er Henrik og hans kone Kate virkelig glade for at tage til gudstjeneste i Strandkirken og kan slet ikke undvære det. ”Min kone har et dårlig helbred, men vi er aldrig i tvivl om, at vi skal i kirke. Det bliver aldrig diskuteret ; det er en selvfølge, og vi har således været til alle gudstjenester i år. Om lørdagen snakker vi ofte om, at ”nu trænger vi til at komme i kirke”.

”Der er flere ting i kirken: Der er fællesskabet og så er der troen. Begge dele taler til mig”

Man lades op
Men hvad er det der gør, at man pludselig kan mærke, at man trænger til at komme i kirke og blive ladet op? Henrik forklarer det således: ”Jamen, man har brug for at blive mindet om, hvad troen handler om. Og jeg er nu begyndt at bruge de store udtryk som ”Guds nåde” og ”Han gav sit liv for os”. Det må være fordi det har sat sig – og giver mening for mig nu. Men jeg er også meget glad for fællesskabet i kirken. Selvom jeg er et socialt menneske i forvejen, så har berøringen med kirken rykket mig meget”, reflekterer Henrik.

Bøn i parrets liv
At bede til Gud er noget nyt, der er kommet ind i mit liv. ”Bøn betyder pludselig rigtig meget for min kone og jeg”, fortæller Henrik. Vi har altid haft et godt og kærlighedsfuldt liv med hinanden i snart 30 år. Men nu har vi fået bønnen med ind i vores liv. Mange er alene om troen, fordi deres ægtefælle ikke interesserer sig for tro. Men vi er to, der begge har fundet kirken – og det er vi taknemmelige for”, siger Henrik.
 

Vidnesbyrd
Henrik er glad for sit arbejde som buschauffør. Her har han mange udenlandske kolleger med forskellig baggrund. Mange er muslimer, og Henrik får sig af og til en snak med dem om hinandens forskellige tro, og han mærker i den forbindelse en særlig indbyrdes respekt. ”Ind imellem tænker jeg også på de mennesker, jeg møder på min vej, som ikke tror på nogen Gud”, siger Henrik. ”De kunne ligeså vel som jeg få øjnene op for det, som jeg har oplevet. Men det sker ikke af sig selv. De har jo ikke været på den samme personlige rejse, som jeg har”, siger Henrik.


Kvinden fra Netto
Det hænder, at jeg får mulighed for at fortælle om det, jeg tror på, og det er jo altid rart. Jeg snakker af og til med en kvinde, der arbejder i Netto. En dag fortalte hun mig om sin søster, som hun lige havde mistet. Næste gang jeg mødte hende, hvor jeg fortalte jeg hende, at hun havde været med i min aftenbøn, svarede hun, at min tro på Gud var grunden til, at hun havde åbnet sig for mig og fortalt mig om sin syge søster. Det varmede mig meget at høre”, fortæller Henrik.

Flere ting skete i kirken som tiden gik
Karlslunde Strandkirke har budt på meget mere for Henrik siden hans indmeldelse i Folkekirken efterfulgt af hyppig søndags-kirkegang og konfirmation i juni 2015. Efter konfirmationsundervisningen fik Henrik mod på mere fra samme skuffe, hvorefter han, sammen med præsten, fandt på konceptet ”Bibelhøjskole”; et forløb, som alle kunne komme og deltage i, ca. 1 gang om måneden i foråret og efteråret. Her blev spændende emner belyst af teologisk fagligt dygtige foredragsholdere, og hen over efteråret 2016 og foråret 2017 var det naturligvis reformationen, der her var spotlys på, f.eks. med emner som ”Reformationen historisk”, ”Reformationen musisk” og lignende emner. Det hele sluttede med en fantastisk rejse for 30 deltagere til Luthers hjemstavn i Wittenberg i maj 2017, og her var Henrik naturligvis også med!

En ny udfordring
Henrik nyder at deltage i Strandkirkens morgenandagter på hverdage kl. 9.00 sammen med kirkens stab og frivillige. Bagefter hygges med kaffe og småkager. Men nu har han fået en aktiv rolle ved kirkens morgenandagter. Han leder nu andagten hver 2. fredag, og har gjort det et stykke tid. ”Det er en fantastisk udfordring for mig. At skulle fordybe mig i en tekst og reflektere over, hvad der skal siges til den lyttende skare, som kommer til morgenandagt, og at skulle lede andre i bøn. Det kan lyde så let, men det kræver mod at skulle bede højt sammen med andre, når man stadig er ny i troen”, siger Henrik, som netop har tilmeldt sig kurset ”Ledere i vækst”, som Strandkirken og andre kirker står for.


Hjælper til som frivillig
Henrik hjælper en af kirkens trofaste frivillige, Ole Kønig. De arbejder sammen i kirkens bogforlag, Mediacellen, som har kontor i kirkens underetage. Henrik er glad for at have lært Ole at kende: ”Ole har været en del af Strandkirken fra begyndelsen, så han er klog på det med Gud og kirken. Gennem ham har jeg fået svar på en masse tros-spørgsmål, og har dermed fået en større forståelse på mange områder”, fortæller Henrik og tilføjer, at Ole også har introduceret ham for pilgrimsvandringer. ”Men på et tidspunkt følte jeg, at jeg måtte skrue lidt ned for min deltagelse i aktiviteterne i Strandkirken. Jeg var jo henne i kirken til langt op ad formiddagen og kom så hjem til min kone for en kort bemærkning inden jeg skulle ud af døren igen og afsted på arbejde. Det var ved at blive for meget af det gode”, siger Henrik med et glimt i øjet.
 

”Jeg tænker ofte på alle de år, jeg har spildt, men min kone siger, at det har banet vejen til det liv, jeg har nu – så derfor har det ikke været spildt”


Nysgerrig på det åndelige
Henriks rejse er fantastisk at se tilbage på. Det er en beretning, som både indebærer, at han som barn ikke ville konfirmeres, at han på et senere tidspunkt meldte sig ud af Folkekirken, for så – senere - at melde sig ind igen og begynde på en vandring med Gud, som har ført så meget godt med sig for både ham og hans kone Kate, og har givet dem et stort netværk af nye venner fra Strandkirkens menighed. Henrik er også selv forundret, men føler alligevel, at det åndelige altid har interesseret ham. ”Jeg læste engang en roman om en flymekaniker, som var god til at samle folk åndeligt. Det var lidt pudsigt, hvordan historien gjorde indtryk på mig, men forfatteren fik på én eller anden måde en åndelig dimension med ind i historien i forhold til, hvordan man samler et fly. Jeg kan se nu, at den litteratur talte til mig allerede længe før jeg blev kristen. Så jeg har jo i virkeligheden aldrig været afvisende overfor det åndelige og har altid været et søgende menneske”, slutter Henrik.