Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Rekordstort beløb indsamlet til Ukraine på 4 dage

På kun 4 dage har Strandkirkens menighed og sogn indsamlet kr. 40.523,50 til ofrene i det krigshærgede land, og tirsdag 8. marts mødtes Strandkirkefællesskabets formand, Kristian Øhrstrøm med generalsekretær i Mission Øst, Betina Gollander. Til stede var også sognepræst Anders Michael Hansen, som er områdepræst for kirkens diakoni-arbejde. Menigheden i Karlslunde Strandkirke har et stort hjerte for folk i nød, og kirken har en lang tradition for at støtte op om nødhjælpsorganisationen Mission Øst. Lige nu er det mange menneskers ønske at finde en måde hvorpå man kan hjælpe de nødlidende i Ukraine. ”Vi har samlet 40.000 kr. ind på 4 dage”, fortæller Kristian Øhrstrøm, formand for foreningen Strandkirkefællesskabet. ”Pengene er først og fremmest kommet ind i forbindelse med 2 gudstjenester i sidste uge. Det er et stort beløb og det er ny rekord i Strandkirken, som jo er en kirke, der er kendt for at have mange kirkegængere med hjerte for at ville gøre en forskel for andre”. Betina Gollander fra Mission Øst er meget glad for det store beløb. ”Vi er så imponerede over det og vi er også dybt taknemmelige”, siger hun. ”Lige nu gør vi en indsats konkret i Ukraine men også i de grænselande, der i disse dage tager imod flygtninge, dvs. Polen og Ungarn. Her arbejder vi sammen med forskellige kirkelige organisationer, som i forvejen har et stort kendskab til forholdene, og det er fantastisk at se denne kæmpe styrke af mange frivillige, der bakker op. I morgen rejser jeg til Ungarn for at se til arbejdet, og her skal jeg tale med nogle af de flygtninge, der krydser grænsen ligesom jeg skal overvære nogle af de aktiviteter, der er sat i gang”, siger Betina Gollander. Men hvor langt rækker så de ca. 40.000 kr., der netop er samlet ind? Generalsekretæren forsikrer, at det gør en kæmpe forskel. ”Det betyder, at 150-200 mennesker kan få den akutte hjælp, de har brug for i form af mad, et sundhedstjek, traume-hjælp og evt. medicin, hvis man f.eks. mangler insulin, hjertemedicin eller andet, så det er simpelthen en kæmpe hjælp”, siger Betina Gollander. Strandkirken ønsker at være et ressourcecenter for alle, der gerne vil gøre en forskel, og Kristian Øhrstrøm er klar over, at mange folk i sognet leder efter svar på, hvordan de kan være med til at hjælpe. ”Helt konkret man man stadig give penge til Strandkirkefællesskabet på mobilepay 21072 mærket ”Ukraine”, og så vil pengene blive videresendt. I Strandkirken havde vi i sidste uge et dialogmøde, hvor vi bl.a. drøftede, hvordan vi bedst forbereder os på ankomsten af flygtninge til vores by. Dette her er noget, der kommer til at få betydning for os alle og vi kan alle gøre en forskel”, slutter Kristian Øhrstrøm

3 personer foran Strandkirken med pengecheck til Ukraine