Cuba - Hjælp til Havanas fattigste kvarter
Økonomisk krise og fattigdom
Bag Cubas økonomiske krise ligger årtiers handelsembargo, som har ført til akut fødevaremangel, voksende fattigdom og et nedbrudt sundhedsvæsen, der mangler ressourcer til medicin, udstyr og andre livsvigtige produkter. Derudover er landet præget af et totalitært styre, planøkonomi, regeringens eksport af landets medicin og fødevareproduktion samt en korrupt administration. Cuba, som en østat i det Caribiske Hav, er samtidigt hyppigt udsat for storme med orkanstyrke og oversvømmelser, der udfordrer både øens planteavl og høst samt befolkningens hverdag med timelange strømafbrydelser.
Mange cubanere, især unge, ser ikke en fremtid i deres eget land. Ifølge Reuters er Cubas befolkningstal faldet med 20 procent over de seneste to år, hvilket blandt andet skyldes udvandring til USA og andre steder i jagten på et bedre liv.
Kirkens rolle
Det er i denne alvorlige kontekst, at metodistkirken i San Miguel del Padrón, med støtte fra Strandkirkefællesskabet, rækker ud i sit distrikt gennem en række diakonale indsatser, som er en del af kirkens daglige arbejde båret på mange frivillige hænder. Kirken har et særligt fokus på fødevaremanglen, som de forsøger at imødegå gennem måltidsfællesskaber samt uddeling af madpakker til syge, enker og de allerfattigste familier. Ingredienserne indkøbes på lokale markeder, hvor inflationen er tårnhøj og varerne er knappe. Udover fødevareuddeling rækker kirken dagligt ud gennem indsatser, der omfatter ældrepleje, hjemmebesøg, kærlighedsmåltider og en årlig julemiddag for bydelens beboere.
Menighedens præst, Amauris, understreger, at hjælpen fra Strandkirkefællesskabet er uvurderlig for at opretholde den daglige diakonale indsats, og at de er i stand til at hjælpe 15-20 af områdets fattigste familier.
Menigheden har med økonomisk støtte fra Strandkirkefællesskabet også forsøgt sig med et lille landbrug på kirkens forpagtede jordstykke i håb om at skabe en bæredygtig adgang til selvproducerede fødevarer. Det er dog ikke lykkedes kirken at administrere landbruget, og projektet er ikke blevet en succes, hvorfor det har været sat på pause.
Kirken vil bryde den sociale arv i San Miguel
Åndelig vækst
Kirkens diakonale indsatser er meget tiltrængte og søndagens gudstjenester vækker stor interesse hos lokalbefolkningen. Kirken er således blevet et samlingspunkt for en voksende menighed, både i kirkens egne lokaler, og når menigheden går på gaden i Havanas fattigste kvarterer. Menigheden er i kraftig udvikling og flere grupper mødes i kirkens lokaler til andagt og bøn i løbet af ugen. Der er grupper for ældre, for kvinder, for mænd og for par. Kirken afholder blandt andet ægteskabsforberedende kurser for kommende brudepar. Derudover er kirkens børne- og ungdomsarbejde i stor vækst og udgør et vigtigt alternativ til den kriminalitet, som Havanas børn og unge ellers er henvist til som følge af et liv i fattigdom. Kirken har op til 80 børn og unge tilknyttet, samt 20 ledere, som samler børne- og ungdomsgrupperne ugentligt.
Strandkirkefællesskabet støtter økonomisk op om kirkens evangeliserende arbejde ved at bidrage til materialer til børnekirken og ungdomsarbejdet, samt udstyr til gudstjenester, musik og lovsang, og øvrige udvidelser af kirkens kapacitet og åndelige vækst. Den cubanske kultur præger helt naturligt kirkens udtryk, som i en dansk kontekst kan beskrives som karismatisk med fokus på bøn, Helligånden og bibelsk troslære.