FREE INMATE inviterer i tæt samarbejde med vores partner, AlphaDanmark, til en konference med fokus på de over 200.000 danskere, der hvert år ryger i fængsel, på konsekvenserne ved at ryge i fængsel samt ikke mindst spørgsmålet: "Hvad kan vi som kirke/menighed/fællesskab gøre for at støtte, hjælpe og inspirere indsatte, tidligere indsatte og deres familie til en ny start og en sund, bæredygtig fremtid?"
Konferencens hovedtaler er Emmy Wilson, leder af Alpha Prison Ministries i Storbritannien. Hun står i dag i spidsen for et stort og slagfærdigt arbejde, der køres i over halvdelen af Storbritanniens fængsler. Hun fortæller sin personlige historie om en overraskende vej ind i FængselsAlpha, ligesom hun deler sin begejstring, håb og ønske om at gøre en forskel for indsatte og tidligere indsatte.
Derudover vil 3 tidligere indsatte i de danske fængsler, Thomas, Toft og René, fortælle om hver deres personlige rejse - i fængslet, ud af fængslet og ind i et blivende og støttende fællesskab. Man vil på konferencen få masser af inspiration til sit fængselsarbejdet, herunder et indblik i, hvordan det påvirker et menneske at sidde i fængsel, og hvordan det går med FængselsAlpha i resten af Europa, ligesom der bliver proces i samtalegrupper.
Program for dagen kommer snart og vil kunne læses her...
Konferencen er relevant for:
* Præster og andre medlemmer af menigheden/fællesskabet, der oplever sig inspireret til at gøre en indsats over for indsatte og tidligere indsatte - ved at se dem og elske dem som deres næste.
* Ledere og menige medlemmer, der ønsker, at fængselsarbejdet skal være en del af menighedens identitet
* Fængsels- og arrestpræster.
* Enhver, der brænder for fængselsarbejde og/eller for at være mentor eller stabilt netværk efter løsladelse.
* Hvis du og din kirke har lidt ekstra fællesskab til rådighed, er denne konference noget for dig/jer.
Pris og tilmelding
Deltagergebyret er 295 kr. pr. deltager, inkl. morgenmad kl 8.30, frokost og kaffepauser.
Pris ved tilmelding af minimum 3 personer fra din kirke/menighed/fællesskab: 250 kr
Pris ved tilmelding efter 14. februar: 350 kr.
Det forudsættes, at konferencedeltagere er komfortable med, at flere af talerne foregår på engelsk, uden oversættelse.
FREE INMATE er et exit-fællesskab, der ønsker at give tidligere indsatte et tilbud om en ny start og et fundament for en sund og bæredygtig fremtid.
FREE INMATE er opstået i kølvandet på manges års FængselsAlpha og er dermed en forlængelse af FængselsAlpha. Vi tror på, at der er håb for alle. Og vi er overbeviste om, at vi sammen kan gøre en forskel i tidligere indsattes liv.
Det er derfor FREE INMATEs erklærede mål gennem fælleskaber og mentorordning - i forlængelse af Alpha-arbejdet i fængslerne - at støtte og inspirere tidligere indsatte og deres familier samt at pege på Jesus som en solid vej til en ny start efter løsladelse. Fordi vi tror på, at ingen er udenfor håbets rækkevidde!
På den baggrund ønsker FREE INMATE et tæt samarbejde med AlphaDanmark, kirker, menigheder og kirkelige fællesskaber, så vi sammen kan styrke og udvikle vores fælles projekt, så FREE INMATE bliver en velsignelse for den enkelte og for samfundet som helhed.
Læs mere om FREE INMATE på vores hjemmeside: www.freeinmate.com